Jeg er kørt ca. 800 km op i Sverige for at dyste om Norden i Scandinavian Cup på en nærmest bundløs bane forårsaget af et uendeligt regnvejr.
Efter ca. tre timers træning vælter jeg første gang (og dét gør man, altså vælter - det skal man nærmest gøre, ellers så presser man ikke sig selv nok!), og i alt det bundløse pladder står en lille fin, ensom og nyklippet rod (som en gang har været et ungt og stærkt træ - hvor der sikkert har siddet en skovskade. Husskade kan det simpelthen ikke have været. Da dette sted i Sverige er så langt fra hus og menneskehed, at sådanne fugl ville have styrtet ned af kedsomhed og umattelse efter at have fløjet i uendelig skov. Hvilket jeg selv erfarede, da jeg kørte næsten alle 800 km i skov og kedsomhed).
Nå, tilbage... - denne rod var skarp som en kniv, og skar dybt i min tommelfinger. Jeg måtte sys på det nærmeste sygehus og sande, at det var for smerte- og risikofyldt at holde om et cykelstyr med den lokation såret havde.
Så jeg kunne pakke sammen lørdag aften og køre tilbage gennem den uendelige skov, som heldigvis havde en ende - og det var Danmark, olé 
olé olé...
